Nyheder

25.02.10

Kost- og motionskurser for de ansatte i ældreplejen i Helsingør Kommune

Sundhedssekretariatet i Social- og Sundhedsforvaltningen i Helsingør Kommune har fået 747.000 kroner fra Sundhedsstyrelsen øremærket til at gennemføre kost- og motionskurser for i alt 8 hold af ansatte fra ældreplejen med hver 11 deltagere over de næste to år. Hvert kursusforløb er planlagt til at vare 15 måneder og springbrættet er Sundhedsstyrelsens koncept for vægttab og vægtvedligeholdelse ”Små skridt”.

Jeg vil fremover undvære at bruge på smør på brødet. Jeg vil ikke længere drikke sødmælk, kun skummetmælk. Jeg vil altid tage trapperne i stedet for elevatoren. Dette er eksempler på nogle af de mål, som deltagerne kan sætte sig i et nyt initiativ om sundere livsstil og vaner for ansatte i ældreplejen i Helsingør Kommune. 

Ideen bag sundhedsinitiativet bygger på guiden ”Små skridt til vægttab – der holder”, som Sundhedsstyrelsen har udgivet. De små skridt handler blandt andet om at vise, hvordan små ændringer i kost og motion har stor betydning for sundheden fremover.

Ida Kock Møller, som er tilknyttet initiativet som projektleder og sundhedskonsulent, siger: ”Det gode i konceptet ’Små skridt’’ er, at alle mål i kursusforløbet er individuelle. Vi tager simpelthen udgangspunkt i, hvad der er realistisk og relevant for hver enkelt deltager, og han eller hun arbejder så derfra med at nå sine egne mål og livsstilsændringer i samspil med gruppen. Målene handler altid om mad og motion, men målene er ofte meget små og få, fordi det er så vigtigt at de er overkommelige. På den lange bane giver de til gengæld en stor effekt.”
”En af grundene til, at vi netop har valgt at fokusere på de ansatte i ældreplejen, er, at de ofte har et fysisk meget krævende arbejde. Det gør det ekstra vigtigt at leve sundt, så du også har den energi, som skal til for at komme igennem arbejdsdagen i fin form.”

Det får deltagerne med i rygsækken
Konkret betyder kost- og motionskurserne, at hver enkelt deltager får lagt en individuel handlingsplan for kursusforløbet i samarbejde med holdets vægtstoprådgiver. Det indebærer både udarbejdelse af personlige mål, introduktion til mange forskellige træningsformer, deltagelse i forskellige netværksgrupper i form af madgrupper, løbegrupper, cykelgrupper etc., sparring, opfølgning på egen indsats, samt et års gratis medlemskab af ”Muskelfryd”, som er kommunens eget fitnesscenter.

Yderligere oplysninger
Har du lyst til at høre mere om kost- og motionskurserne i ældreplejen i Helsingør Kommune, er du velkommen til at kontakte sundhedskonsulent, Ida Kock Møller på telefon 4928 3061 eller mail: ikm46@helsingor.dk.


Medlemsrum

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:


Sund By Sekretariatet - Tlf. 3370 3580 - post@sundbynetvaerket.dk
c/o KL-Huset - Weidekampsgade 10 - 2300 København S