Innovationsagenter: We did it!

 

Netværk for Innovationsagenter er overskriften på Sund By Netværkets workshop-forløb om implementering af Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker. Her kan du læse “en sjov og anderledes udvikling i Frederikssund Kommunes projekt, som er opstået på baggrund af innovationsforløbet” fortalt af innovationsagenterne fra Frederikssund:

“Vores projekt er et samarbejde mellem Klub Toppen, Kingoskolen, Skoleforvaltningen og Sundhedsafdelingen. Vores projekt opstod fordi Kingoskolen ønskede at sætte fokus på at få mere aktivitet ind i deres elevers hverdag – derfor havde de før dette workshopforløb – søgt projektet ”Drøn på skolegården” om forbedring af deres udefaciliteter, som pt. er nærmest fraværende. Som udløber af dette ønske fik jeg kontakt til dem og fortalte dem om innovationsforløbet. Vi valgte at indgå et samarbejde, og inddragede ligeledes klubben som ligger på samme matrikel som skolen. Vi ønskede nemlig at alle, uagtet faciliteter at forsøge at skabe bevægelsesglæde blandt de unge, gennem organiserede aktiviteter hver dag – enten i skole, eller i klubregi og på sigt at få de unge til selv at være aktive i igangsættelsen af aktiviteter.

Umiddelbart efter første workshop kom der afslag fra ”Drøn på skolegården”. Naturligvis til stor ærgrelse, idet det er nemmere at igangsætte sjove aktiviteter hvis der er gode rammer. Vores energiske medarbejder fra Klub Toppen, som deltager i innovationsforløbet, hørte så om et DR program, der hedder ”Byg det op”, hvor man kunne indsende sin ide om at skabe rum for fællesskab. Inspireret af dogmen ”Just do it”, tog han teten op med Kingoskolen og indsendte samme dag et forslag med en lille video om vores tanker.

Det var ikke vores første ide med innovationsforløbet, men ideen bød sig og vi sprang på. Ud af 813 forslag fra hele landet gik vores projekt videre til at være blandt de 20, og nu er der udvalgt 8 til en finale. Og vi er med i finalen! Havde vi ikke indgået samarbejdet på baggrund af innovationsforløbet var vi aldrig nået dertil – og måske får vi realiseret vores projekt og får fede udearealer til de unge i Slangerup. Det betyder naturligvis ikke at vi dropper ideen om at skabe organiserede og strukturerede aktiviteter i de unges hverdag i enten klub eller skole. Tværtimod vil vi bruge dette opløb til at sætte yderligere fokus på bevægelsesglade, hvad enten vi bliver vindere eller tabere i denne konkurrence!”

Louise Barkan Staal fra sundhedsafdelingen opfordrede innovationsagenterne fra netværket til at give dem deres opbakning – “SO just do it og stem på os” skrev Louise. Det hele blev i sidste uge afgjort af stemmer fra befolkningen – og Frederikssund projektet vandt!! Louise skriver:

“We did it! Tusind tak til alle jer som støttede op om projektet og gad stemme på os!

Vi vandt DR’s ”Byg det op” konkurrence sammen med tre andre projekter og skal nu ud over rampen og i gang med endnu et innovationsprojekt. Det er så spændende og sætter alting lidt på hovedet i disse dage, vi får nemlig rigtig travlt nu, for hele processen skal køres igennem og det hele stå færdigt i udgangen af september – så der bliver virkelig drøn på.Vi fik nyheden om at vi vandt i fredags om formiddagen – og efter euforien havde lagt sig en smule satte vi os ned og kiggede på hinanden  – hvad nu?

Ja nu fortsætter vi arbejdet med at skabe bevægelse til de unge – blot på et højere niveau end vi havde turde håbe på.

Vores hovedfokus med de nye faciliteter er på bevægelse der appellerer til de unge – både til drenge og piger! Og vi vil bruge denne del af projektet til at løfte det fokus vi har haft i innovationsforløbet omkring bevægelse som organiserede småaktiviteter i skole og klubtiden. Vi rider på bølger og bruger Byg det op projektet som en løftestang for at nå længere ud til de unge. Det væsentlige for os er ikke at klubben og skolen nu har vundet nye faciliteter, men det er at få vores tværfaglige projekt i spil og ud over rampen. Vi ser nemlig kvaliteten i at vi får sundhed og bevægelse på tapetet samtidig med at der harmonerer med de behov og ønsker, der er netop i denne setting.

Processen herfra er endnu ikke helt klarlagt, da vi venter på svar fra DR og arkitekterne om hvem der skal hjælpe os – og hvordan forløbet bliver, men én ting er sikkert, det bliver spændende og helt sikkert travlt, men vi glæder os”.

Læs mere om Sund By Netværkets Netværk for Innovationsagenter her på hjemmesiden.


Læs mere


kontakt