Frederiksberg er nyt medlem i WHO Healthy Cities!

Danmark er som bekendt et lille land. Både hvad angår indbyggertal og kvadratkilometre har vi ikke samme størrelse som de fleste af vores naboer. Alligevel har Danmark nu fået endnu en by optaget i det internationale sundhedsfaglige netværk WHO Healthy Cities, hvor der kun er plads til 100 europæiske byer. Denne optagelse er ekstraordinær, eftersom Danmarks størrelse – både demografisk og geografisk – egentlig kun giver adgang til to pladser i netværket. Frederiksberg er dermed den tredje danske by i selskabet, hvor Horsens og København sidder på de to andre pladser. Udnævnelsen er et udtryk for det gode sundhedsforebyggende arbejde, der udføres i Danmark, og er en yderligere styrkelse af samme både nationalt og internationalt.

Det er dog ikke kun Frederiksberg, Horsens og København, der kan glæde sig over nyheden, men også alle andre medlemmer af det danske Sund By Netværk, der på nuværende tidspunkt tæller 57 kommuner og to regioner, der får gavn af endnu en sparringspartner med international erfaring.

 

Hvis du ønsker at læse mere om optagelsen af Frederiksberg kommune, følger her et link til deres egen pressemeddelelse:

http://www.frederiksberg.dk/Om-kommunen/Presserum/Pressemeddelelser/2-kvartal-2014/21052014FRB-HealthyCity.aspx