Høringssvar fra Sund By Netværket
Høringssvar fra Sund By Netværket
Vedr. udkast til bekendtgørelser – udmøntning af forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tobaksreklame m.v., lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love.
Sund By Netværket har gennem sin tobakstemagruppe, som består af 57 faste medlemmer, der arbejder med tobaksforebyggelse i danske kommuner, kigget på bekendtgørelserne. Sund By Netværket har på den baggrund følgende bemærkninger:
Ros og opbakning fra Sund By Netværket
Sund By Netværket bakker overordnet set op om:
- Udkast til bekendtgørelse om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning m.v. af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter
- Udkast til bekendtgørelse om forbud mod reklame, synlig anbringelse og fremvisning m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin
- Udkast til bekendtgørelse om mærkning og emballage på tobakssurrogater.
Bekendtgørelserne ses som et skridt i den rigtige retning ift. konkrete handlinger mod udmøntningen af den nationale handleplan mod børn og unges rygning. Sund By Netværket er positive over for udkast til bekendtgørelserne, og vurderer disse bekendtgørelser, som afgørende i forhold til den forebyggelsesdagsorden, der også er til stede i den kommunale opgaveportefølje.
Netop denne forebyggelsesdagsorden på tobaksområdet vinder større og større indpas rundt om i de danske kommuner, i kraft af Kræftens Bekæmpelses koncept ”X:IT”. Redskaberne og metoderne i X:IT er evidensbaserede og flerstrengede, og har fokus på flere af de faktorer, der er udslagsgivende for en rygekarriere for et ungt menneske – lovgivning skal regulere de resterende faktorer. Såfremt forebyggelsen i kommunerne for alvor skal have en effekt, og skal vi lukke for tilstrømningen af nye rygere, så er det essentielt med stramninger omkring de alternative tobaksprodukter og -surrogater, der uddanner unge mennesker til rygere, hurtigere end kommunerne kan afvænne dem.
Kommentarer til ”Udkast til bekendtgørelse om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning m.v. af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter”
- Kapitel 1, definitioner
§1, stk. 1: Der skal lyde en stor ros for at brede definitionerne ud således at det undgås, at tobaksvarer opkaldes efter og sælges under andre, og lovlige, betegnelser end hvad produktet egentlig har anvendelse som.
- §1, stk. 2: Sund By Netværket er undrende over for tilladelsen af salg af tobakssurrogater med indhold af nikotin, når snus ikke er tilladt at sælge i Danmark. Tobakssurrogater (eller nikotinposer) indeholder rigtigt nok ikke tobak, men i stedet nikotinsalte, der er stærkt vanedannende. Sund By Netværket ønsker ikke en legalisering af et stærkt afhængighedsskabende produkt.
- Kapitel 2, forbud mod synlig anbringelse og fremvisning, og kapitel 4, salg via digitale løsninger og online
§2 og §4: Unge mennesker søger information og inspiration via digitale og sociale platforme, hvorfor det bifaldes, at anbefalinger og/eller anmeldelser af de pågældende varer ikke må finde sted. Ligeledes bifaldes det, at der på ingen måde må gives indtryk af, at et produkt har en sundhedsgavnlig effekt, er mindre skadelig end andre produkter, eller har andre gavnlige effekter eller fordele.
Unge influencers bliver i større grad benyttet til markedsføring af tobaksvarer og tobakssurrogater, sponsoreret af producenter af tobak, tobakssurrogater og e-cigaretter. På denne måde omgås al lovgivning, hvilket er stærkt bekymrende. Sund By Netværket anbefaler, at området ligestilles med den lovgivning, der allerede findes for reklame omkring tobaksprodukter og -surrogater, hvorved tobaksindustriens muligheder for at benytte influencers til markedsføring skærpes.
- Kapitel 5, fysiske salgssteder, der er specialiseret i salg af piber, pibetobak og cigarer
§5, stk. 2: Sund By Netværket ønsker en stramning af lovgivningen således, at fysiske salgssteder skal have en andel på minimum 90% af den totale omsætning fra tobaksvarer, tobakssurrogater, e-cigaretter og andre lignende produkter for at kunne anses for at være en specialbutik.
Det antages, at tobaksvarer, tobakssurrogater, e-cigaretter og lignende produkter derved ikke sælges i samme butikker som slik, kioskvarer eller pakkeudleveringsbutikker, der særligt henvender sig til unge mennesker.
- Kapitel 6, selvbetjeningsautomater
§6: Sund By Netværket anbefaler, at på steder, hvor der fortrinsvist opholder sig unge mennesker, f.eks. på diskoteker, må der ikke sælges eller reklameres for tobaksvarer og tobakssurrogater, hverken over disken eller i selvbetjeningsautomater (hvor det i øvrigt er svært at håndhæve en alderskontrol).
Sund By Netværket finder det bekymrende, at diskoteker og barer har en stor indtjening på salg og reklame af tobaksvarer og tobakssurrogater. Flere diskoteker og barer har desuden stadig rygelounges, der kan inspirere til brug af disse tobaksvarer.
Kommentarer til ”Udkast til bekendtgørelse om forbud mod reklame, synlig anbringelse og fremvisning m.v. af elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere med og uden nikotin”
Sund By Netværket bakker op om alle forslag i denne bekendtgørelse, og henviser desuden til ”Øvrige kommentarer”.
Kommentarer til ”Udkast til bekendtgørelse om mærkning og emballage på tobakssurrogater”
Sund By Netværket bakker op om alle forslag i denne bekendtgørelse.
Øvrige kommentarer:
Sund By Netværket kunne ønske sig, at problemstillingen omkring ’product placement’ af tobaksvarer, tobakssurrogater og e-cigaretter i film, videoer og andre optrædener, der henvender sig til unge mennesker under 18 år, omfattes af lovgivningen.
Sund By Netværket så desuden gerne et endnu stærkere forbud og tydeligere håndhævelse af forbuddet mod fremstilling – med henblik på salg eller uddeling til enkeltpersoner – af enkeltstykpakninger og vareprøver af tobaksvarer, tobakssurrogater, e-cigaretter og lignende produkter.
Slutteligt stiller Sund By Netværket sig undrende over for, at der intet er nævnt om håndhævelse af bekendtgørelserne, og vi kan være bekymrede for, om de nødvendige ressourcer til håndhævelsen er til stede hos de nødvendige instanser.
På vegne af Sund By Netværket
Otto Ohrt
Bestyrelsesformand