Overvægt og afstigmatisering – en formidlingsguide

Sund By Netværket har modtaget en 1-årig beviling fra Novo Nordisk Fonden til projektet
Modarbejdelse af stigma samt fremme af trivsel for børn og voksne med overvægt – et formidlingsmateriale.

Credit: World Obesity Federation


Med bevillingen skal Sund By Netværket udarbejde en formidlingsguide målrettet kommunale og regionale fagfolk, som understøtter refleksion ift.
• at forstå og huske på den kompleksitet der ligger bag udviklingen af overvægt
• at være opmærksom på hvornår og hvordan man respektfuldt taler om overvægt med borgere, der har overvægt
• at tale og skrive om overvægt og om borgere der har overvægt.

Download guiden her


Vision

Visionen er at normalisere kommunikationen om overvægt blandt kommunale og regionale fagfolk samt i relationen til borgeren, ved at udarbejde en formidlingsguide. Materialet vil sætte fokus på kompleksiteten i årsager til overvægt, bidrage til at modarbejde stigma, samt fremme trivsel for børn og voksne med overvægt.


Baggrund

Erfaringerne i kommunerne og regionerne viser, at der er ændringer i gang i tilgangen til overvægt og i tilgangen til borgere der har overvægt – både blandt børn og voksne. I Sund By Netværkets temagruppe for forebyggelse af overvægt blandt børn, unge og voksne er der et stort behov for at arbejde videre med formidling og kommunikation omkring overvægt, da dette dagligt er en udfordring i mødet med borgerne* både børn, forældre og voksne med overvægt. Der er også kommet mere evidens for at stigma i sig selv er psykisk og fysisk skadeligt **

Vi vil derfor gerne blive endnu dygtigere til – sammen – at normalisere kommunikation omkring overvægt og samtidig bidrage til at nedbryde stigma. Nærmere bestemt, at blive skarpere på, hvornår og hvordan man kan tale om vægt med borgere, der har overvægt uden oplevelsen af stigma. Visionen med projektet er derfor at få lavet en række formidlingsmaterialer til brug i kommunen – bredt set – men som også kan bredes ud i andre relevante fora, hvor kommunale og regionale fagfolk møder borgerne og risici for stigma af overvægt er til stede.

Formidlingsmaterialet vil blive udgivet som publikation og understøttet af f.eks. videoer til brug på forskellige platforme og intern kompetenceudvikling.

Formidlingsmaterialet forventes at komme omkring følgende emner:
• Forstå kompleksiteten i udviklingen af overvægt – både årsager, følgevirkninger og behandling (og ”succes” ifm. behandling)
• Nedbryd tabu

• Nedbryd fordomme og myter

• Konkrete råd til god og respektfuld kommunikation om vægt og overvægt
• Brug neutralt sprog
• Brug respektfulde billeder

Andre lande har udviklet et lignende materiale såsom Shift fra Australien eller 5As i Canada. Men findes ikke i Danmark. Projektet vil derfor tage udgangspunkt i de eksisterende udgivelser og tilpasse dem til en dansk kontekst.


Samarbejde

Inddragelse og samarbejde med en række aktører er afgørende, dels fordi området er relativ uopdyrket og problemstillingen er kompleks. Dels fordi ambitionen er at udarbejde et gennemarbejdet materiale som kommunikeres kort, klart og præcist.
Sund By Netværket har en stærk tradition for at udvikle brugbart materiale til brug i kommunerne og regionerne, sammen med
de sundhedsprofessionelle og relevante vidensaktører på det pågældende område. Den erfaring vil vi bruge i nærværende projekt og trække på de mange samarbejdspartnere der er tilknyttet særligt temagruppen om forebyggelse af overvægt, men i lige så høj grad andre relevante temagrupper såsom temagruppen om mental sundhed og temagruppen om det gode ungeliv samt andre interessenter.

Projektgruppen består af Rødovre Kommune, Ringsted Kommune, Bornholms Kommune, Vejle Kommune og Gentofte Kommune, Nationalt Center for Overvægt, Kræftens Bekæmpelse og Sund By Netværkets sekretariat med sekretariatet som projektejer.


kontakt

Marianne Hallberg

Koordinator i Sund By Netværket

Organisation
Rødovre Kommune

Telefon: 36377361

Marianne Svendsen

Koordinator i Sund By Netværket

Organisation
Bornholms Regionskommune

Telefon: 56921296

Helle Runge Marker

Organisation
Bornholms Regionskommune

Telefon:

Charlotte Iisager Petersen

Sekretariatschef

Organisation
Sund By Netværket

Telefon: +4524804503

Jan Alex Andersson

Specialkonsulent

Organisation
Sund By Netværket

Telefon: 29 66 65 49