Hjertet på rette sted

Hjerterdametouren er Fyns første kvindecykelløb og det blev afviklet for første gang i august 2012 med 327 deltagere. Arrangørerne har store ambitioner – og målet er at blive Danmarks største cykelløb for kvinder med 5000 deltagere i 2017.

Det er en række engagerede og aktive lokale ildsjæle, der arrangerer Hjerterdametouren. Hele 80 frivillige løfter de mange praktiske og administrative opgaver, der skal løses for at være klar til at sende de forventede 600 kvinder af sted på årets ruter den 24. august 2013.

”Hjerterdametouren er et strålende eksempel på, at aktive borgere skaber værdi for sig selv og andre – og det vil vi gerne have mere af i Faaborg-Midtfyn Kommune,” siger borgmester Hans Jørgensen. ”De mange frivillige er med til at skabe øget velfærd for andre. De skaber rammer for at man kan deltage i et cykelløb og de bidrager til øget forskning i kvinders sygdomme. Og de skaber værdi for deres lokalsamfund ved at skabe opmærksomhed og aktivitet”.

Faaborg-Midtfyn Kommune har i to år været breddeidrætskommune og den smukke sydfynske natur er en perfekte ramme for idrætsaktiviteter som eksempelvis cykelløb – og kommunen gør i det hele taget meget for at skabe gode rammer for et aktivt fritids- og friluftsliv.

”Som kommune støtter vi Hjerterdametouren med et kontant beløb,” siger borgmester Hans Jørgensen, ”men derudover er jeg stolt over, at der er mange af kommunens ansatte blandt de frivillige i Hjerterdametouren”. Borgmester Hans Jørgensen fortsætter: ”Det viser, at vores medarbejdere går forrest – og at de har hjertet på rette sted.”

Du kan læse mere om Hjerterdametouren på www.hjerterdametouren.dk eller kontakt Lisbeth Langdahl Bruun-Jensen fra Faaborg-Midtfyns Kommune på tlf:7253 1203/7253 1253 eller mail libje@faaborgmidtfyn.dk.