Kære medlemmer og venner af Sund By Netværket,

Sikke et år! 2020 er ved at gå på hæld og vi ser, her i december, tilbage på et begivenhedsrigt, udfordrende og ikke mindst udviklende år for os alle sammen, og for vores netværk. Selvom året har stået i coronaens tegn, har vi som netværk mødt denne udfordring med nytænkning og gå-på-mod, og det skyldes i allerhøjeste grad den åbenhed, omstillingsparathed, generøsitet og høje grad af faglighed, I har leveret – TAK for det!

Vi har i år – som konsekvens af coronaepandemien – været nødsaget til at omlægge stort set al vores netværksaktivitet til nu at foregå på virtuelle platforme. En omstilling og tilvænning, der heldigvis er gået over al forventning. Virtuelle møder fungerer. Ja, på nogen måder næsten bedre end fysiske møder. Flere end 2000 medlemmer har deltaget i netværkets aktiviteter igennem 2020, hvilket er det højeste deltagerantal nogensinde i Sund By Netværkets historie! De store udfordringer som coronapandemien har bragt med sig, har således samtidig vist sig at bane vejen for positive og nytænkende samarbejder, eksperimenter og nye perspektiver. Vi skabte bl.a. som et helt nyt tiltag “SiToM”, et fast virtuelt inspirationsmøde, hver den sidste torsdag i måneden, hvor vi deler viden, undren og gode løsninger medlemmerne imellem – til gavn for det kommunale folkesundhedsarbejde.

Vi er blevet tvunget til at gentænke måden, vi gør ting på og vi har lært en masse, som vi tager med os videre. Men det betyder ikke, at vi ikke savner at mødes med jer alle til rigtige fysiske netværksaktiviteter –  til kram, og til den gode netværksenergi som kun opstår, når vi mødes rigtigt. Det gør vi helt bestemt!

Rejsen har endnu ikke nået sin destination, men så længe vi er på den sammen, er vi optimistiske – og vi glæder os til et nyt år, der byder på endnu mere udvikling for Sund By Netværket – og på 30 års jubilæum med en storstilet virtuel fejring.

Sundeborgere.dk er endnu et af Sund By Netværkets stærke fællesskaber – og i år er det blevet endnu stærkere. Med knap 100 cases er det nu stedet, hvor du kan lade dig inspirere inden for sundhedsområderne Fysisk aktivitet, Mental sundhed, Seksuel sundhed, Tobak, Naturen, Alkohol, Seksuel sundhed og særlige coronacases – og ligeledes her du kan dele din indsats, til gavn for alle, der arbejder med folkesundhedsområdet i Danmark. Tjek siden ud – del i dit netværk – og lad os se om vi ikke kan komme op på 200 cases i løbet af 2021…

Sammen med Sundeborgere.dk har 2020 også budt på opstarten af tre nye temagrupper: Verdensmålene i et folkesundhedsperspektiv, Overvægt og Hygiejne. Det betyder, at  endnu flere kompetente medlemmer nu sidder med om bordet (skærmen) i Danmarks største og fagligt stærkeste sundhedsstab! Sammen med jer alle glæder vi os til at byde 2021 velkommen: Et år der står i jubilæets tegn (husk virtuel fejring 15. april), ny strategiperiode for Sund By Netværket, nye medlemmer og en række spændende projekter i støbeskeen.

Vi håber meget på, at vi får lov til at se hinanden igen fysisk næste år – og ellers mødes vi i hvert fald på teams!

Glædelig jul og godt nytår,

Næstformand og formand for bestyrelsen
Uffe Nymark Breum og Lene Bruun

Skriv et svar

psst....

TAK!

FOR DIN TÅLMODIGHED

Hej !

Vi er i gang med at udvikle vores hjemmeside – og vi lancerer en ny i starten af januar 2025. Knapperne virker dog stadig, og du er velkommen til at udforske siden. Hvis du vil i kontakt med sekretariatet, så skriv til post@sundbynetvaerket.dk.

Tak for din tålmodighed!