Nye kostråd til danskerne

Den 17. september 2013 bød Fødevareminister Karen Hækkerup velkommen, da Danmarks nye officielle kostråd blev præsenteret.
Vælg fuldkorn, spis mere fisk og spis mad med mindre salt. Sådan lyder det klare budskab i tre af de ti kostråd, som skal hjælpe danskerne til at få sundere kostvaner. Kostrådene fra 2005 har været igennem en grundig revidering, og udover justeringer af eksisterende budskaber er der kommet to nye råd til. Trods rådenes enkle fremtoning er det et stort maskineri, som sættes i gang, når danskerne skal guides i, hvordan de kan leve lidt sundere. Bag de nye 10 kostråd står Fødevarestyrelsen. Styrelsen har hentet solid videnskabelig rygdækning hos ledende danske forskere i sundhed, kost og ernæring og store skandinaviske og internationale forskningsarbejder. Den videnskabelige gennemgang er håndteret af DTU Fødevareinstituttet.

Der er desuden brugt mange kræfter på, at rådene skal være enkle og nemme at handle efter med mål om, at kostrådene favner den videnskabelige evidens uden at gå på kompromis med forståeligheden.

Kostråd og sundhedsanalfabetisme
I regí af Sund By Netværket er et fokus på formidlingen og tilgængeligheden vigtig, da det er med til at fremme lighed i sundhed. En større andel af danskere er "ramt af" sundhedsanalfabetisme (Health Literacy), som gør det svært at ændre egne usunde vaner. De mange damebladsforslag til slankekure, trends og restriktioner i madkulturen kræver robusthed og ressourcer at gennemføre, og hvis hverdagen i forvejen opleves på vej til uoverskuelig er det sjældent en større kostændring den enkelte kan kapere. Det kan også opleves som et meget stort skridt at spise kun en slags grønsager, når man sjældent får spist grønsager overhovedet. Derfor er det enkle og den nemme tilgang vigtig.

Sund By Netværkets temagruppe om kost og fysisk aktivitet beskæftiger sig også med kostrådene, forebyggelsespakker og andre aktuelle emner for kommuner og kommunalpraksis.

Kontakt
 Projektleder Trine Enevold Grønlund, Fødevarestyrelsen, Tlf.: 7227 6900

 


Læs mere