Små børn har brug for at være aktive

Sund By Netværket og Sundhedsstyrelsen har lavet en folder og to plakater til at inspirere til bevægelse for de mindste.

billedeDe nye publikationer skal medvirke til at udvikle børns motorik og aktivitet i alderen 0 til 4 år, gennem forældrenes engagement.

Små børn bruger deres krop og bevægelser til at udforske omgivelserne med og til at skabe kontakt til andre, og bevægelse er forbundet med leg. Bevægelse styrker også barnets motorik, og giver barnet bedre forudsætninger for at kunne være med i legen med andre børn og for at have lyst til at bevæge sig, når det bliver større.

”Det er ikke altid helt nemt for nybagte forældre at vide, hvordan de så godt som muligt støtter deres barn i at bevæge sig på forskellige måder hver dag. Med pjecen og plakaterne vil vi gerne inspirere forældrene til, hvordan de kan støtte deres børn til aktiv leg og bevægelse, fra de er helt små,” siger Tue Kristensen, der er akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen.

Pjecen konkretisere Sundhedsstyrelsens tidligere anbefalinger for fysisk aktivitet for børn mellem 0 og 4 år, og giver forældrene et inspirationsredskab til at tænke aktiv leg og bevægelse for barnet i hverdagen. Der gives eksempler på, hvilke lege og aktiviteter forældrene kan sætte i gang, hvis de vil støtte deres 0-4 årige barn til at bevæge sig i dagligdagen. For de mindste børn er det for eksempel tumlelege, hvor barnet svinges, triller eller hopper. Det kan også være skubbe- og trækkelege med bolde og legetøj. For de lidt større børn mellem et og fire år handler det for eksempel om at tænke bevægelse ind i hverdagen ved at lade barnet gå selv eller køre på løbecykel.

Folderen og plakaterne er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Både folder i A5 og plakater i A2 format kan rekvireres gratis ved Rosendahls Boghandel mod porto og ekspedition, eller downloades her.


Læs mere


kontakt

Johanne Biltoft Hansen

Konsulent i sekretariatet

Organisation
Sund By Netværket

Telefon: 6151 7244