Bemærk: Temagruppemødet er 2. del af et sammenhængende forløb. Deltagelse i temagruppemødet forudsætter, at du har deltaget i temagruppemødet den 21. november 2017.
Mental sundhed – hvordan bliver danskernes mentale sundhed i fremtiden, og skal vi ændre kursen nu!?
Et stort spørgsmål, uden entydige svar, men Temagruppen for Mental Sundhed i Sund By Netværket er nysgerrige på dine erfaringer og oplevelser fra dit arbejde med borgernes mentale sundhed.
Sammen med fremtidsforsker Henrik Hovgaard fra Future Navigator inviterer vi til et forløb over to temagruppemøder med refleksion, kreativitet og debat i vores laboratorium! Vi sætter fokus på den mentale sundhed i Danmark i fortid, nutid og i fremtid – i forsøget på at finde nye tilgange til arbejdet med mental sundhed.
Kan og tør vi som temagruppe i Danmarks største sundhedsstab give nogle bud på, hvordan vi som borgere og fagpersoner kan skabe mere optimale vilkår for danskernes mentale sundhed i fremtiden? Ja, det mener vi at vi både kan og bør gøre, men der skal et stykke arbejde til, før vi er klar med en udmelding, derfor består denne workshop af to sammenhængende temagruppemøder.
De to temagruppemøders fokusområder
- At blive skarpere på årsagerne bag den nedsatte mentale sundhed i Danmark.
- At blive klogere på, hvilke udfordringer og snublefælder der ligger til de sundhedsprofessionelle i kommunerne i fremtiden indenfor området mental sundhed.
- At forberede os på de nye fremtidstendenser med effektive indsatser og måske nye tilgange, der kan forbedre mental sundhed for alle.
Med afsæt i oplæg samt deltagernes egne erfaringer fra deres kommunale praksis, kvalificerer processen over de to temagruppemøder nogle centrale bud på fremtidens udfordringer og indsatser indenfor mental sundhed og trivsel. Deltagerne får inspiration til at kunne arbejde aktivt videre med temagruppedagenes debatter i deres egne kommuner.
En kronik
Deltagernes bidrag og resultatet af processen over de to temagruppedage vil danne grundlaget for en kronik omkring mental sundhed i fremtidens Danmark. Der skrives et udkast til kronikken af formandsskabet for temagruppen om mental sundhed i samarbejde med Henrik Hovgaard. Herefter sendes kronikken til kommentering inden den publiceres i temagruppens navn.