Ved Folkesundhedsdagene 2016 i Nyborg, fik Bornholms Regionskommune overrakt den fornemme pris for projekt SoL. I Sund By Netværk arbejder vi videre med projektet og supersetting-tilgangen i vores temagruppe Netværk for sundhed og lokalsamfund.
Bornholms Regionskommune, Odsherred Kommune, Steno Diabetes Center, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed og Aalborg Universitets “SoL-projekt” vandt i mandags Folkesundhedsprisen 2016. Projektet har arbejdet med at integrere sunde valg som de lette valg i lokalsamfundene i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig.
I projektet arbejdede forskere, kommunale praktikere og borgere – børn, unge og familier og ældre, sammen om at finde på initiativer der kunne gøre de sunde valg lettere. Det var en samskabende proces med involvering af institutioner, supermarkeder, det offentlige rum som torvepladser og rekreative områder, samt lokale og sociale medier – tilgangen til arbejdet hedder “supersetting”. SoL-projektet har i høj grad haft succes med at arbejde på tværs, for at få alle disse ender til at mødes, hvilket medførte det fortjente skulderklap til de involverede i form af Folkesundhedsprisen 2016.
Successen har også været bemærket før overrækkelsen af prisen, og på national plan har interessen været stor. Sund By Netværket har derfor, sammen med parter fra SoL-projektet, oprettet vores nye temagruppe Netværk for sundhed og lokalsamfund – temagruppen holdt sit første temagruppemøde 14. September 2016 (læs opsamlingen fra mødet her). Her deles viden og erfaring fra projektet, såvel som erfaringer fra andre kommuner, forskningsinstitutioner, boligsociale projekter og ALLE andre initiativer, der har sat fokus på sundhed og lokalsamfund.
Stort tillykke med prisen, og vi glæder os til at arbejde videre med projektet på landsplan.